Hvad jeg er for en fisk? Mange kristne kan nemlig ikke holde ud at høre, hvad jeg har at sige. Det, jeg har fået lagt i mig, vil for de fleste ikke være et opmuntrende budskab, men et budskab om synd, dom og retfærdighed. For nogle vil dette være godt, for det er jo netop det, som biblen siger, at Helligånden vil vidne om.  De fleste kristne har dog glemt det i dag og tror mere, at Helligånden vidner om helbredelse, Guds ubegrænsede nåde og ubetingede kærlighed.

Hvad jeg oplever, at Gud har talt om disse tre emner, kan nok også vise dig, om jeg er en du vil høre mere på.

Jeg tror på, at Gud kan og vil helbrede, når Han bestemmer sig for det. Det er dog langt fra det vigtigste i forhold til vor frelse. De, der oplever helbredelse, skal dog heller ikke tro, at de nu har sikret sig de helliges frelse, for da Jesus selv gik og gjorde mirakler, var han meget klar over, at miraklerne sjældent førte til, at mennesker blev Guds børn.
” v20 Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: v21 »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. v22 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. v23 Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. v24 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«” (Matthæus evangeliet kap 11)

Heller ikke de, som beder for mennesker, så de oplever helbredelser, kan bruge det som en sikkerhed for, at de er blevet Guds børn og har den tro, som frelsen kræver.
Det gør Jesus tydeligt klart i disse svære vers.

“v21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. v22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? v23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”

Det, som jeg oplever, skal leve i de, som frelses, er nemlig en sand længsel efter at leve i Guds hellighed og retfærdighed.  De, som fortsætter i daglig synd og ikke oplever Guds retfærdighed kalde til at lægge alt af denne verdens ondskab fra sig, fortsætter med at være lovbrydere.

Et sted, jeg har set dette hos mange “kristne”, er i forhold til ægteskabet. Mange praktiserer nemlig både ægteskabsbrud og gengiftning og misbruger skriften til at legitimere det. De mener, at Guds nåde må være så stor, at Han godt kan acceptere, at de får deres kødelige vilje på netop dette punkt. En misbrugt part kan godt i følge Jesus gå bort fra et ægteskab uden at begå ægteskabsbrud, men vedkommende kan ikke gifte sig på ny, hvis man i sandhed kender Herren. Dette viser for mig, at der er mange falske profeter her i verden, hvilket biblen også siger. Det er netop, om mennesker indeholder Guds retfærdighed i deres skjulte og nogle gange knap så skjulte liv, der bestemmer, om de er sande Guds vidner eller falske Guds vidner.

Det andet punkt er Guds ubegrænsede nåde, og det er også et sted, hvor mine øjne har fået et syn på noget andet, end hvad man typisk hører i kirker.
Jeg ser ikke, at Guds nåde er ubegrænset. For det første taler Johannes Åbenbaring om nådetidens afslutning. For det andet bør vi som troende se på eksempler som Judas Iskariot samt Annanias og Safira. Disse er alle “kristne” fra det nye testamente, men de kom til at frasige sig Guds nåde pga. deres synd.
Jeg taler derfor heller ikke frelsesvished ind over mig selv, for jeg ved, at selvom jeg siger, at jeg tror, kan jeg komme til at stå foran Guds dom, hvis ikke jeg i gudsfrygt holder mig fra det onde og løber efter det gode. Når man læser om mennesker, der omvender sig i biblen, så står der ofte, at de bliver fyldt med gudsfrygt.
I dag er denne gudsfrygt blevet degraderet til en tom ærefrygt, fordi mange ikke kan forstå, hvordan man både kan elske Gud og kende Hans kærlighed og samtidig frygte Hans dom, hvis man ikke holder sig på Hans vej.
Se for mig findes frelsen i dette spændingsfelt.
Hvis vi er gift, ved vi godt, at vi må være tro mod vor ægtefælle og den første utroskab kan gøre, at vi mister vor ægtefælle. Kristne har ikke denne sunde frygt i hjertet i forhold til Gud og fortæller sig selv, at på trods af, at Guds vejleder bor i dem, kan Han ikke tale klart nok til dem, til at de kan kende godt fra ondt og altid holde sig til det gode. Mange vil i stedet for at lægge kødet under åndens vejledning blot stole på, at de kan dække alt det onde, de gør, ind under Jesu blod.

Det sidste emne er Guds ubetingede kærlighed, som jeg tit har hørt prædikanter og kristne tale om.
For mig er det dog en usandhed, som skader mere end den gavner. Kristne føler en fred i at tale ubetinget kærlighed ind over dem selv, men det er en følelsesmæssig fred, som ikke giver fred med Gud.
Gud har igennem hele biblen stillet betingelser for de, som vil være Hans børn. Da Israel blev udvalgt var der betingelser, og Jesus stiller også betingelsen om omvendelse. En troens omvendelse, som ikke er fuldt af gerninger, er en tom omvendelse, ligesom Jakobrevet i særdeleshed pointerer. Bibelvers om, at vi er frelst af tro og ikke gerninger, bliver dog brugt til at give os den misforståelse, at Gud ikke stiller betingelser.
Jesus lærer os om ubetinget kærlighed, men ikke, at Gud er ubetinget kærlighed. Det, Jesus siger til os, er, at vi skal bære ubetinget kærlighed til vore medmennesker i os, for vi er ikke i stand til at dømme retfærdigt. Det er Gud til gengæld. Vi kan elske ubetinget, fordi vi ved, at Guds dom kommer over alle de, som begår uretfærdighed. Se det er den frihed, jeg elsker at leve i.

Min vej har været svær og er stadig svær. Da jeg oplevede Gud efter mange år i en pentakostal frikirke, blev jeg nødt til at vende mig bort fra rigtig meget af det, jeg var blevet undervist i.  Det var på den ene side svært, men nok ikke så svært, som hvis jeg ligesom min kone er opvokset i kirken.
I dag oplever jeg, at det er nemmere at tale om tro med folk, der ikke er kristne, da de på en måde ikke har noget i klemme. Jeg har dog en sandhedslængsel lagt i mig, som gør, at jeg ikke blot kan underlægge mig noget, en gruppe af mennesker har vedtaget, er rigtigt. Jeg bliver nødt til at følge Lammet, hvor det går, også selvom det stiller mig alene.
Min oplevelse var, at når jeg søgte Guds retfærdighed, blev den forvirrede indre stemme, som jeg før hørte, slukket for. Til gengæld voksede modstanden udefra igennem andre mennesker og især fra kirken og kristne.

Et langt stykke inde i denne vandring, oplevede jeg, at min kone blev vist en beskrivelse af et glemt 100 år gammelt profetisk syn af en præst, som hed Ove Falg. Dette gav stor mening ind i det, jeg havde fået lagt på hjertet.
Beskrivelsen af hans syn kan læses her.

Nu ved du lidt mere om, hvad jeg er for en fisk. Én som svømmer mod strømmen.