Jeg har spurgt flere kristne om, hvor Guds sande kirke er, men ingen vil svare, for et svar betyder, at man vælger nogle fra og måske skal spørge sig selv, “Er jeg en del af den sande kirke?”.
I Johannes Åbenbaring taler Herren om 7 typer af kirker. Hvis man læser efter, finder man ud af, at det kun er 2 af kirkerne, der følger Gud, mens kirker af de 5 andre typer skal omvende sig for ikke at gå fortabt. Så spørgsmålet er relevant for Jesus og bør derfor også være relevant for os, vil jeg mene. De 2 kirketyper, som er på rette sted med Gud, er Smyrna og Filadelfia, men disse 2 er trængte og forfulgte af satans synagoge.

Kirker og kirkesamfund er der mange af. Der er et utal, som bemærkelsvis alle sammen har en lidt forskellig forståelse af sandheden og kan strides om doktriner og forståelsen af skriften. Sagen er dog, at de ikke alle kan have fanget sandheden, siden de kan være så uenige på centrale områder.

Fælles for alle disse både protestantiske og katolske kirkesamfund og kirker er dog, hvordan synd bliver nedtonet og dækket af en grænseløs nåde. Det at handle ret og retfærdigt bliver gjort til en umulighed. Jesus kan altså ikke, mens vi bor her på jorden lede os ind i fuldkommenhed, og langt de fleste har derfor ikke en gudsfrygtig stræben efter det. At vi hver enkelt stræber efter at handle ret på hvert et skridt på vor vej, bliver i kirkerne set som et problem, og man vil få at vide, at man går i lovgerninger.
Evangeliet er i højere eller mindre grad blevet til, at Jesus har gået vejen for dig, så du ikke behøver at gå den. Når Han siger, at kun få finder vejen, er det ligesom noget, som kun gjaldt på Hans tid. Alle i menighederne sidder og føler sig forvisset om deres frelse. At hidsighed, hovmod, egoisme, kærlighed til ting og penge, ægteskabsbrud og mange andre synder aktivt er en del af flokkens liv, bekymrer dem ikke, for de tror jo, at de er frelst ved tro og grænseløs nåde.
Hvis nogle prædiker, at vi skal frygte Gud, og at vi kan miste vor frelse, så er vedkommende ikke præst særlig længe, for alle vil opmuntres.
Så kunne man måske tro, at kirker med et calvinistisk evangelium er bedre stillet, for deres budskab er da ikke bare opmuntring. Når man skærer ind til kernen af, hvad de siger, så finder man ud af, at det heller ikke er et budskab, som kalder mennesker ind i retfærdighed, men bare er pakket ind i selvfornedrelse koblet med en hovmodig selvforståelse af, hvor dygtige de er til at forstå og udlægge skriften.

Jeg har ledt og ledt efter kirker og kristne, som har en længsel i deres hjerte efter at vandre retfærdigt. Mennesker, som sætter andre før dem selv. Mennesker som leder efter sandheden, men er ydmyge i forhold til den visdom, som de oplever, at Gud har givet dem. Mennesker som er fulde af sagtmodighed, tålmodighed og nåde for de, som er faret vild fra Gud, men også tør tale klart om synd, omvendelse og dom.
De, som kender Herren, må bære Hans frugter i alle deres handlinger også der, hvor de tror, at ingen ser dem.

Hvis man finder mennesker med disse frugter, så har man i mine øjne fundet Guds sande kirke, men jeg kan ikke finde dem.

Det eneste, som jeg kan tro, er, at Gud har spredt dem rundt omkring i verden. Alene hver især, så deres tro kan prøves, indtil Herrens dag kommer, og de skal vidne i Hans kraft om Hans dom.

Jeg kan kun med Gudsfrygt i hjertet sige, at det er det, jeg ser. Om det er sandheden ved kun Gud, for vore hjerter har så nemt ved at bedrage os.

De ord, jeg siger her, vil de fleste kristne ikke høre. Ordene kan nemlig ikke forliges med de kirkesamfund, som de kristne er en del af. Det betyder, at de, som længes efter retfærdighed, bliver nødt til at stå alene med deres higen efter hellighed og retfærdighed. Hvis de taler for højt om det, vil de blive udstødt eller i det mindste bare set som vanvittige.
Disse hellige kan derfor komme til at tvivle på deres overbevisning og begynde at forlige den med kirkens lære. At gå for langt i den retning kan koste dig din frelse.

Men igen så er det jo kun den overbevisning, jeg oplever, at Herren har lagt i mig, og som jeg plejer at sige:
“Jeg er kun et dumt får, der prøver at følge sin hyrde.”