Hvem kom Jesus egentlig for at frelse?
Nogle siger hele verden. Andre siger kirken, men hvad siger Jesus egentlig selv?

Da Jesus sendte sine 12 disciple ud for at prædike det glade budskab, så sendte han dem ud til de fortabte får af Israels hus. Han fraregnede dermed hedninger, men han fraregnede også samaritanerne på trods af, at de sådan set er at regne som en del af Israel, da Samaria var regeringsbyen for Israels nordrige, efter at landet blev delt i en nordlig og sydlig del.

” v5 Disse tolv sendte Jesus ud og befalede dem: »Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer; v6 men gå derimod til de fortabte får af Israels hus. v7 Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! v8 Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.” (Mattæus evangeliet kap 10)

Senere i Jesus tjeneste viser Jesus igen, at hans frelsergerning er rettet mod én særlig gruppe. Det ses, da en hedning kommer til ham og beder om helbredelse for hendes datter:

“v21 Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. v22 Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« v23 Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« v24 Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« v25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« v26 Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« v27 Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« v28 Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.” (Mattæus evangeliet kap 15)

På grund af kvindens ydmyge tro forbarmede Jesus sig over hende, og hendes datter blev helbredt. Jesus siger dog tydeligt, at han kun er sendt til de fortabte får af Israels hus. Hvorfor bliver frelsen så i dag tilbudt til enhver i alle verdens kirker?
Her kommer Paulus tjeneste ind i billedet. Han kalder sig selv en hedningeapostel.

“v13 Men til jer hedninger vil jeg sige: Jeg sætter netop min tjeneste som hedningeapostel højt, v14 om jeg dog kunne ægge mine landsmænd til misundelse og frelse nogle af dem.” (Romerbrevet kap 11)

Se Paulus gik ud blandt hedninger, fordi Gud har ladet Israel blive spredt blandt hedningerne, og Paulus opgave var stadig at samle Israels hus. Hedningerne, som tog imod Jesus som konge, blev derfor en del af Israel, ligesom Rahab fra Jericho på Josvas tid blev en del af Israel.
Paulus vidste også godt, at ikke alle af hans landsmænd ville vende sig fra deres ugudelighed og  være det Israel, som Guds løfter var rettet mod.

“v1 Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. v2 Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. I ved jo, hvad Skriften siger i stykket om Elias, hvordan han træder frem for Gud og anklager Israel: v3 »Herre, dine profeter har de dræbt, og dine altre har de revet ned; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« v4 Men hvordan lyder guddomssvaret til ham? »Jeg har stadig syv tusind mænd tilbage, der ikke har bøjet knæ for Ba’al.« v5 Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde. ” (Romerbrevet kap 11)

Sådan var det på Paulus tid, da han ville prøve at rykke nogle af hans samtidige landsmænd ud af Guds dom. I dag er det sande Israel også en lille gruppe, som ikke er defineret af biologi eller kirkelige tilknytning, men udelukkende af Guds udvælgelse. Om du er en del af Israel, Guds sande kirke, skal ses på frugterne af Guds retfærdighed i dit liv.

“Herren råbte til ham fra bjerget og sagde: »Dette skal du sige til Jakobs hus og forkynde for israelitterne: v4 I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. v5 Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. v6 I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne.«” (2. Mosebog kap 19)

“Hvis I adlyder mig” siger Herren. Dette “hvis” er vigtigt at have med, når du prøver at forstå, hvem Israel er og ikke er i dag.
Virkelig mange kristne i dag tror med stor ihærdighed, at den zionistiske nation Israel, som ligger i Mellemøsten, i dag er det udvalgte Israel. Gud han tilvælger og fravælger dog på baggrund af, om man vil omvende sig til eller bort fra Hans retfærdighed. Så selvom nationen kalder sig Israel og primært er beboet af biologiske jøder, så er det ikke det, som er Guds mål for, om de i sandhed er Guds Israel og i sandhed er Guds jødiske folk. Det beskriver Paulus i Romerbrevet.

“v6 Dog ikke sådan at forstå, at Guds ord er slået fejl. Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel, v7 og det er heller ikke alle Abrahams efterkommere, der er hans børn – det hedder jo: »Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn.« v8 Det betyder, at det ikke er hans kødelige børn, der er Guds børn, men det er de børn, som løftet handler om, der regnes for hans efterkommere.” (Romerbrevet kap 9)

Gud gav igennem Jesus den standard, som Gud dømmer efter, hvis du skal være Hans barn og dermed en del af Hans folk. De, som vender sig bort fra Jesus standard, fravælger dermed selv deres plads i Guds rige. Dette gælder både de, som er en del af det zionistiske Israel, og de, som er en del af organiserede kristne kirker.

Teologiske tankeværker har dog op igennem historien udvandet dette og formet nye “sandheder”. Her er dispensationsteologi fra 1800-tallet en af de helt store. Denne teologi indfører nemlig en 2-delig af Guds udvælgelse. I denne teologi udvælger Gud Israel på baggrund af biologi og kirken på baggrund af tro på Jesus. Det har fået mange kristne til at tro, at hver gang Israel bliver nævnt i biblen, peger det på det zionistiske Israel, som i dag ligger i Mellemøsten. Hvis man siger noget andet, kan man blive beskyldt for erstatningsteologi, der siger, at den organiserede kristne kirke, har erstattet Israel som Guds udvalgte folk. Det vil jeg dog heller ikke påstå. Nej det, jeg siger, er, at det sande Israel, er Guds udvalgte rest, som kan kendes ved, at de kun følger Jesus og bærer Hans åndelige frugter af retfærdighed.

Disse efterfølgende vers i Ezekiels bog omhandler netop denne rest, som Gud endnu ikke har samlet ind, og som ikke er det zionistiske demokrati i Mellemøsten. Nej dette fremtidige Israel vil have en konge af Davids slægt. Dette fremtidige Israel har Jesus som konge.

“v21 og så skal du sige til dem: Dette siger Gud Herren: Jeg henter israelitterne hjem fra de folkeslag, hvor de måtte drage hen. Jeg samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres eget land. v22 Jeg gør dem til ét folk i landet, på Israels bjerge, og der skal være én konge for dem alle. De skal aldrig mere blive to folk og aldrig mere deles i to kongeriger. v23 De skal ikke længere gøre sig urene ved deres ækle guder og deres møgguder og alle deres overtrædelser. Jeg frelser dem fra deres syndige frafald og renser dem; de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. v24 Min tjener David skal være konge over dem, og de skal alle have én hyrde. De skal følge mine bud og omhyggeligt holde mine love. v25 De skal bo i det land, jeg gav min tjener Jakob, der hvor deres fædre boede. De og deres børn og børnebørn skal bo der for evigt, og min tjener David skal være deres fyrste til evig tid. v26 Jeg slutter en fredspagt med dem; det skal være en evig pagt. Jeg gør dem talrige, og jeg giver dem min helligdom for evigt. v27 Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v28 Så skal folkeslagene forstå, at jeg er Herren. Jeg helliger Israel, for min helligdom er hos dem til evig tid.” (Ezekiel’s bog kap 37)