Vi kan kun hver enkelt forholde os til den indsigt, vi hver især er blevet givet. Præster bør derfor ikke være for selvsikre, når de udlægger Biblen. Specielt ikke, hvis deres kundskab primært kommer fra et teologistudie eller bibelskole. Visdom kommer kun fra Gud, og man vil fejle helt, hvis man i sit hovmod tror, at man kan forstå Gud, hvis man læser en bog eller blive skolet til det. Hvis du læser Biblen hver dag, men ikke har et ydmygt og overgivet hjerte, så vil du aldrig fatte, hvad der står. Gud har nemlig fyldt skriften med paradokser, og de hovmodige vil kun se den ene side af et paradoks og bygge hele deres misforståelse på denne ene side.
Netop derfor skriver Apostlen Peter om Paulus:

“I hans breve er der nogle ting, som er vanskelige at forstå, og som ukyndige og ubefæstede sjæle fordrejer – men det gør de jo også med de øvrige skrifter – til deres eget fordærv.” (Peters 2. Brev. 3:16)

Et skrift, som jeg oplever, at mange præster fordrejer, er Romerbrevet. I mange kirker i dag er der kommet en form for identitetsteologi, som bygger på Romerbrevets forklaring af, at vi igennem Jesus død på korset er gjort retfærdige udelukkende igennem tro og ikke igennem lovgerninger. (Romerbrevet 3:21-26)
Denne sandhed bruger præsterne så til at afskrive gerningernes vigtighed i forhold til frelsen. Den måde vi handler på, efter vi har omvendt os, spiller altså i følge dem ingen rolle i forhold til, om vi er frelst eller ej. Det eneste vi skal gøre, er at fortælle os selv, at vi hver er jesusfyldte mennesker, og derfor skal vi ikke mere føle os skyldige eller skamfulde.
Det bliver kaldt at lægger vores identitet i Jesus.
Men hvad er så problemet med det?
Jo, vi kan allerede se det i Romerbrevet 3:31:
“Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende.”
Det, som står her, er, at Guds retfærdige lov skal gælde i os.
Her vil nogle sige, at vi jo aldrig kan overholde loven, men det, som skriften siger, er, at fordi Gud har forandret os gennem vores tro, så kan vi. Hvad er det så, der beviser, at vi i sandhed har omvendt os? Er det, at vi tænker os til det? Nej, det er vores åndsledte gerninger. Hvis de gerninger ikke er der, vandrer vi ikke i frelsen og bedrager os selv til at forestille os, at Gud lever i os, fremfor at have omvendt os i sand tro på vor Herre Jesus Kristus.
Hvis vore gerninger stadig strider imod Guds lov, kender vi altså ikke Jesus og vandre stadig i mørket.
“For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. v21 Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.” (Johannes evangeliet 3:20-21)
Masser af steder i det nye testamente både ved Jesu egne ord og i Paulus ord fortælles om gerninger, som fører til, at man ikke skal arve Guds rige. Dette paradoks i forhold til, at tro og ikke lovgerninger vil gøre en retfærdig, finder man ikke svaret på, ved blot at tænke sig til ens retfærdighedsidentitet.
Det vil svare til, at du beslutter dig til at være marathonløber. Der er dog ikke noget i dig, som får dig til at snøre løbeskoene og begynde at løbe. I stedet beslutter du dig for bare at påtage dig en identitet som marathonløber. Når du bliver spurgt, siger du. “Jeg er marathonløber”. “Hvor mange marathon har du løbet, efter at du blev marathonløber?” er næste spørgsmål. Du siger ingen, men fastholder stadig at være marathonløber.
Tilsvarende kan en kristen sige. “Jeg har min identitet i Jesus og lever i Hans retfærdighed”. Næste spørgsmål er: “Er du så ikke mere selvisk, vender altid den anden kind til og tænker altid på din næste før dig selv”. Du svarer: “Nej det gør jeg ikke, men jeg er stadig gjort retfærdig igennem Jesus”

Jeg siger, at de, som tager disse præsters lære til sig, bedrager sig selv. Jesus har dog en vej. Den kræver bare ydmyg omvendelse og vedvarende efterfølgelse, der fører til, at du vil bære Hans gerninger og frugter i dit liv.