Jesus og præsteskabet

En lille dreng blev født i Betlehem. Hans jordiske far var en simpel tømre, og han voksede op og lærte selv at være tømre. Han var del af et folk, som Gud havde udvalgt til at være Hans ejendomsfolk. Israel havde dog igennem hele folkets historie været en meget utro slægt. Selvom Guds herlighed, som levede i Pagtens ark, havde været i templet i Jerusalem helt frem til folkets eksil til Babylon, så var den ikke mere at finde i templet, da Jesus blev født. Præsterne på den tid blev kaldt rabbinere og skriftkloge. De havde for at få Guds herlighed til at vende tilbage udtænkt mange regler på regler, som skulle hjælpe folk med at holde de bud fra Gud, de havde fået igennem Guds mange profeter. Profeternes bud var skrevet i en bog, de kaldte Tanakh, der er det, vi i dag kalder Det gamle testamente. Præsternes fortolkninger og regler blev først mundtligt overleveret og senere samlet i det kæmpe værk, som i dag kaldes Talmud i jødedommen.
Selvom præsteskabet i omkring 500 år fra det babylonske eksil havde bygget love oven på love, for at folket skulle overholde de oprindelige bud fra Gud, så oplevede de ikke, at Guds herlighed vendte tilbage. Præsterne fik dog høj status i folket, som så op til dem og prøvede at følge de doktriner, som præsterne havde bygget op.
Nu kom så en fattig tømre og talte til de jøder, der ville høre på ham. Han talte nåde til den fattige og udstødte, som ville omvende sig, men hårde ord mod de priviligerede præster, som ikke ville vende om fra deres onde veje.

“v1 Da talte Jesus til skarerne og sine disciple v2 og sagde: »De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses’ stol. v3 Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger. v4 De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. v5 Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster; v6 de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen v7 og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi.”
(Matthæusevangeliet kap 23)

Omvendelse, som dog kun var overfladisk, var heller intet værd i Jesus øjne. Derfor talte han også hårde ord mod de byer, hvor almindelige folk havde set og taget imod hans undere, men ikke var vendt om.

“Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: v21 »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. v22 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer.”
(Matthæusevangeliet 11)

For Jesus var det nemlig ikke nok, at man bare identificerede sig med at være en del af Guds udvalgte folk, man skulle bære frugten af omvendelsen i ens handlinger.

“v33 Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. v34 Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. v35 Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. v36 Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. v37 På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«” (Matthæusevangeliet 12)

Ordet øgleyngel bruger Johannes Døberen og Jesus, når de taler til det korrupte præsteskab, der var fyldt af masser af overbevisende, men tomme ord, da de ikke selv bar, hvad Gud finder godt i deres hjerter, og derfor handlede ondt og ubarmhjertigt.
I det biologisk jødiske folk i dag findes et præsteskab, som er nøjagtig lige så optaget af tomme lovgerninger, som det præsteskab Jesus og Johannes kritiserede. Hvis man hører disse jødiske rabineres undervisning, vil man først finde ud af, hvor meget de hader Jesus, og foruroligende nok også finde ud af, at de ser Satan i et meget positivt lys. For dem er Satan en velsignelse, og det er ham, der er drivkraften i mennesker til at udvikle sig. At de blev kaldt øgleyngel, giver derfor god mening.

Kristne præster har igennem tiderne og i dag ikke udtrykt had mod Jesus og positiv indstilling til Satan. Dog har mange i det kristne præsteskab arvet mange ting fra det skriftkloge og fraisæiske præsteskab.
Præster bliver trænet til den rette forståelse af skriften med lange teologiske uddannelser eller af de præster, som de følger eller har underlagt sig. Den ordning, som Jesus indstiftede, var en ordning, hvor de, som skal være Hans præster, skal undervises af Jesus selv. Det er altså Jesus, man skal søge visdommen fra, og ikke fra en uddannelse i skriften eller en skriftklog præst.

“v8 I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. v9 Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen. v10 I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus.” (Matthæusevangeliet kap 23)

At de fleste præster igennem tiderne ikke har søgt visdommen fra Jesus selv, viser sig også i de frugter, som de har båret, og de fleste stadig bærer.
Mange præster har igennem tiderne prydet sig med høj status i verden, politisk magt og økonomisk velstand. Ingen af disse ting var noget, som Jesus prydede sig med, men det var til gengæld noget af det, som præsteskabet, Jesus talte imod, var optaget af.

Menigheders medlemmer følger i dag mere efter deres ledende præster, end hver især at søge Herren for Hans ledelse. De er optaget af alle deres favorit præsters udlægning af skriften og fylder sig med kundskab fra præsteskabets bøger.

Gud ønsker, at Han skal være sit folks konge og vejleder, men i stedet vælger de fleste at følge menneskelige konger, paver og præster. De sætter deres ord højere end det Ord som Gud ved Hans Helligånd vil give dem, hvis de med hele deres hjerte søger Ham. Nogle hører slet ikke Herren tale, da de er mere optaget af hverdagslivets rigdom eller trængsler. Andre hører Gud, men er ikke ydmyge i deres overgivelse til Hans vilje. Begge grupper vil ikke finde Vejen.

“v18 Så hør I da lignelsen om sædemanden. v19 Når et menneske hører ordet om Riget og ikke fatter det, kommer den Onde og røver det, der er sået i hans hjerte; det er det, som blev sået på vejen. v20 Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; v21 men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra. v22 Det, som blev sået mellem tidsler, det er ham, der hører ordet, men denne verdens bekymring og rigdommens blændværk kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. v23 Men det, som blev sået i den gode jord, det er ham, der hører ordet og fatter det og så bærer frugt og giver hundrede eller tres eller tredive fold.«” (Matthæusevangeliet kap 13)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *