Gudfader underviste Jesus

Der står ikke meget i Biblen om Jesus barndom og opvækst, men det, som står i Lukasevangeliet kap 2 v41-52, kan virke paradoksalt, da det faktisk viser en 12-årig Jesus, som var ulydig mod sine jordiske forældre, da han blev i Jerusalem vel vidende, at hans forældre rejste hjem til Nazaret.
Ulydighed mod sine forældre er et brud på det 5. af de 10 bud.

“v12 Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.”. (2. Mosebog kap 20)

Man kunne jo argumentere, at han jo ikke var ulydig, da han ikke vidste, at de var på vej til at rejse hjem, men hans svar til hans mors spørgsmål var ikke, at han ikke vidste, at de rejste. Han sagde i stedet: “Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”
Endelig slutter beretningen også med ordene: “Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.”
Hvorfor skulle disse ord overhovedet være nødvendige, hvis ikke forfatteren ville vise, at Jesus lod sig forme af denne episode.
Hvis, det var ens eget barn og ikke Jesus, ville ingen heller anse handlingen her ret overfor barnets far og mor.
Efter episoden kommer følgende ord:
“Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. v52 Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker”
At Jesus gik frem i visdom og yndest hos Gud peger også på, at Gud igennem Jesus liv formede Jesus til at være Gud lig, og Jesus ikke fra fødslen havde den fulde adgang til Himlens visdom.

Det bliver dog et paradoks, da Jesus jo levede det perfekte liv, så Han kunne være det lydefri offerlam for vore synder. Mange bibelvers fortæller om dette:

“v21 Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor: v22 Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund, v23 han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt;” (2. Peters brev kap 2)

“v17 Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! v18 Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, v19 for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. v20 Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! v21 Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.”
(2. Korintherbrev kap 5)

“v14 Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. v15 For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. v16 Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.” (Hebræerbrevet kap 4)

“v2 Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. v3 Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.
v4 Enhver, som gør synden, begår også lovbrud, for synd er lovbrud. v5 I ved, at han blev åbenbaret for at bære vore synder, og der er ikke synd i ham. v6 Enhver, som bliver i ham, synder ikke; enhver, som synder, har ikke set ham og kender ham ikke.” (Johannes første brev kap 3)

“v13 Vær derfor årvågne, gør sindet rede, bind op om lænderne, og sæt alt jeres håb til den nåde, der gives jer, når Jesus Kristus åbenbares. v14 Som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed; v15 men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, v16 for der står skrevet: »I skal være hellige, for jeg er hellig
v17 Og når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her. v18 I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, v19 men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; v20 dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt, men han blev først åbenbaret nu ved tidernes ende af hensyn til jer, v21 som takket være ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at jeres tro også er håb til Gud.”
(Peters første brev kap 1)

Alle disse bibelsteder peger på Jesus, som et strålende, rent og helligt forbillede. De peger dog også på, at vi skal være som Ham ikke kun i ord, men bestemt også i gerning.

Paradokset er der dog stadig, for hvordan kan disse vers tale om Hans perfektion, når beretningen om den 12-årige Jesus vidner om en dreng, der endnu ikke havde fundet den?

Et andet profetisk ord om Jesus fra kong Davids tid vidner også om, at Gud som en guddommelig far til Jesus ville opdrage sin søn.
Det er de Guds ord, som profeten Natan gav til Kong David, da David ville bygge et tempel til Guds ånd:

“Og nu forkynder Herren for dig: Herren vil bygge dig et hus. v12 Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. v13 Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid. v14 Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn. Når han forbryder sig, vil jeg tugte ham med menneskestok og menneskeslag; v15 men min trofasthed skal ikke tages fra ham, sådan som jeg tog den fra Saul, ham som jeg fjernede til fordel for dig. v16 Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid.« v17 Alle disse ord og hele dette syn fortalte Natan David.” (Anden Samuels bog kap 7)

Se David troede, at Gud talte om hans søn Salomo, men Salomos kongedømme blev ikke grundfæstet til evig tid, så disse ord kan ikke tale om ham. Dette er ord, der peger på Jesus. Samtidig står der dog også, at “Når han forbryder sig, vil jeg tugte ham med menneskestok og menneskeslag”. I disse ord ser jeg en Gudfader, der vil bruge mennesker her på jorden til at retlede Hans søn. Dette beskriver ikke, som jeg ser det en profetisk læremester ligesom Samuel havde i Eli, og Elisa havde i Elias, men nok nærmere, at Gud lægger forhindringer i vejen, hvis Han ser, at Hans søn er på vej et forkert sted hen. At tage imod denne belæring kræver dog både et ydmygt og gudsfrygtigt hjerte. Sådan et hjerte havde Jesus, fra han blev født.

Når ovenstående bibelvers taler om Jesus perfektion, kan svaret på paradokset muligvis findes i, hvornår denne perfekte vandring i Hans Fars vilje, skal tælles fra. Jesus gik i 30 år og var blot en ukendt tømresøn. Han gjorde ingen undere, men ventede blot på, at hans Far kaldte ham ud i aktiv tjeneste. Det skete, da han blev døbt af Johannes Døberen.

Efter denne dåb var Guds kraft og visdom i Jesus på en måde, som ikke var set i nogle af de tidligere profeter, som havde delt Guds Ord for Israels folk. Jesus kender andre menneskers tanker, han gør undere, han taler med en visdom, som Hans modstandere ikke kan argumentere imod. Han kender også fremtiden på en måde og med en sikkerhed som kun én, der hører Guds stemme ligeså klart, som hvis han hørte et andet menneske tale. Det viser følgende beretning mig. Den fylder mig med forundring, og jeg kan forestille mig Peters forundring, når han åbner fiskens gab og ser, at mønten, Jesus sagde skulle være der, også virkelig var der.

“v24 Da de kom ind i Kapernaum, gik de, der opkræver tempelskat, hen til Peter og spurgte: »Betaler jeres mester ikke tempelskat?« v25 Han svarede: »Jo!« Da han kom hjem, kom Jesus ham i forkøbet og spurgte: »Hvad mener du, Simon? Hvem opkræver jordens konger told og skat af? Af landets egne borgere eller af de fremmede?« v26 Han svarede: »Af de fremmede.« Jesus sagde til ham: »Så går landets borgere altså fri. v27 Men for at vi ikke skal forarge dem, så gå ned til søen, kast en krog ud og tag den første fisk, der bider på, og når du åbner dens gab, vil du finde en statér. Tag den og giv dem den for mig og dig.«” (Matthæusevangeliet kap 17)

Men hvad kan vi lære af, hvordan Gud underviste sin søn og gjorde ham klar til hans tjeneste?
Gud formede Jesus til at være Gud lig. Gud formede Jesus, så sønnen var klar til at vandre i ledelse af Guds Ånd, som Jesus menneskelige legeme var et tempel for.
På samme måde må vi også lade os forme, så vi vandre i samme hellighed, som Jesus vandrede i. Dette er ikke kun en identitet, vi skal påkalde os, men det skal være en forandring, som kan ses i hele vores livsførelse. Vi må forstå, at vi er udlændinge i denne verden, og vi må derfor ikke handle og tænke ligesom denne verden handler og tænker.
Ligesom Jesus må vi tålmodigt vandre i hellighed, som vi får, når vi er i Ham. Jesus er vejen til lydighed, men vi må med vores fri vilje vælge at være lydige i alle vore handlinger.
Vi må være gudsfrygtige, så vi, når vi møder forhindringer, kan se, om det er Gud, der vil stoppe os fra at synde. Vi må være ydmyge, så vi ikke blot skubber følelsen af skyld og skam til side, da vores legeme stadig er under syndens indflydelse og altid vil drive os mod synden. Vi må lade vores legeme styre af Åndens ledelse og stå kødets lyster imod. Hvis vi føler skyld og skam, når vi er fyldt af Helligånden, så må vi regne med, at det er fordi, vi gør noget, som er imod Guds vilje. Hvis vi føler skyld og skam, og ikke har gjort noget forkert, så må vi regne med, at vi ikke har Ånden i os, og vi må omvende os.
Mange prædikanter taler om, at vi skal påkalde os Guds autoritet, når vi beder, men jeg må også advare mod at påkalde sig en autoritet, som du endnu ikke er blevet givet. Hvis du ikke vandre i Jesus hellighed, har du bestemt ikke autoriteten, og hvis Gud ikke taler sin vilje som en hørbar stemme ind i dig, hvordan kan du så i sandhed kende Hans vilje. Du kan sige, at du kan læse dig til den i skriften, men mange har læst og fortolket skriften i øst og i vest. Nej vær i stedet ydmyg og tålmodig, før du kommer til at påkalde dig noget, som Herren ikke i sandhed har salvet dig med.
Hvis Gud bruger dig til at bede for andre, og du oplever, at mennesker bliver helbredt, så fortsæt med det, men pas på, at kraften du oplever ikke stiger dig til hovedet. Giv altid æren videre, så du ikke mister din gudsfrygt og ydmyghed og i sidste ende din frelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *