Det slår mig gang på gang, hvor ensomt et hverv det altid har været at være en profet for Gud.
De har skulle tale ord, som deres egne ikke ville høre. De er blevet forfulgt og slået ihjel mange gange af lederne af det land, som de profeterede for. Gud har dog også bevaret dem igennem mange trængsler, selvom Han også har brugt dem til at gøre ydmygende ting, der fik mennesker til at tage afstand fra dem.
Ezekiel skulle lave mad, hvor han brugte sin egen afføring som brændsel. Hans skulle også lægge sig på sin ene side i en årelang periode for at vise Guds folks forfaldne tilstand gennem denne handling.
Elias blev udstødt og vandrede alene og ensomt i ørkenen.
Johannes Døberen levede også som en ener, der råbte ord i ørkenen, som de fleste ikke ville høre, og han blev til sidst fængslet og halshugget for det.
Min egen vandring med Herren er også blevet en ørkenvandring, og når jeg har talt ord ud, som er blevet åbenlyst klare i mig og bekræftet i skriftens paradokser, så har det bare stillet mig mere og mere alene. Den fællesskabsgruppe jeg kom i delte sig, og i ingen af de nye grupper blev jeg budt indenfor. Samtidig oplevede jeg også at få et skriftsted vist, der pegede på, at jeg skulle trække mig, men jeg var sådan set allerede ude, før jeg selv kunne vælge det. Jeg er kun blevet kontaktet for at hjælpe med min håndværksmæssige ekspertise, men ellers virker det som om, de var glade for at slippe for mine ord og tilstedeværelse. Jeg bebrejder dog ikke fællesskabsgruppen, for jeg var ikke en, som opmuntrede, og lod dem ikke stå med en følelse af, at de og vores kirkefælkesskab var på rette vej. Hvem vil høre på paradokser, når der er lette svar tilgængelige?
Min kirkes ledelse og præster har nok også været trætte af mig, når jeg har peget på problemerne i deres undervisning og handlinger. Jeg har ikke prøvet at skabe splittelse i fællesskabet ved at stille mig op og råbe, men talt direkte til de enkelte prædikanter, ledere og menige medlemmer. Jeg bliver dog kun mødt med enten stilhed eller et svar, som siger: “Jeg har hørt dig, men vil ikke forholde mig til dine ord”. Nogle er også blevet vrede, men vreden undertrykkes hurtigt, ved bare at tale udenom.
Dog bebrejder jeg ikke disse mennesker, for hvem har lyst til at spørge sig selv, om det man bygger sin tro på, er en løgn?
Det har underligt nok været nemmere at tale om tro med mennesker, der ikke har nogen kirketilknytning, men de har jo heller ikke noget at miste, dog er min fornemmelse heller ikke, at de ord, jeg siger, griber deres hjerter.
Min længsel efter at finde Gud og leve i Hans hellighed er stor i mit hjerte, men jeg oplever også, at den eneste kraft, jeg er blevet givet, er kraft til hellighed. Jeg har også oplevet Guds berøring og fået vist et profetisk billede af en fremtid, som jeg få minutter efter oplevede, men når jeg beder for omvendelse, beder for de syge eller beder for min kones egen jobsituation, er det som om mine bønner ikke kommer længere end til loftet.
Det er heller ikke fordi jeg ikke spørger mig selv, om det ikke kan være mig, der er på vildspor. Det bliver en, som frygter Gud, nødt til at spørge sig selv. De manglende svar på mine bønner tyder jo på det. Dog lever Guds fred også på en særlig måde i mit indre. Frustration dukker ikke mere op i mig mere, og selvom mine bønner ikke virker til at blive hørt, kan jeg se, at på trods af de svære ting, jeg og vi som familie må gå igennem, mangler vi ikke noget materielt og har nok til også at give og hjælpe de, som har mindre, end vi har.
Fællesskab med ligesindede mangler jeg og familien dog, og jeg kan mærke, at det også kan vække frustration i resten af min familie, selvom jeg selv sagtens kan acceptere, at det er sådan.
At finde et fællesskab er dog svært, da stort set alle fælleskaber har underlagt sig deres egne læremestres og kirkers tankegange. Hvis man siger, at man ikke ser det de ser, er de fleste ikke villige til at søge Herren for Sandheden, da de står så skråsikkert fast på, at det, de ser, er sandheden.