Jamen jeg bandede jo ikke!

“Jamen jeg bandede jo ikke!” kan være de ord, som mange kristne kommer til at sige til Gud på dommens dag. Mange er nemlig kommet ind i en falsk overbevisning om, at de er sluppet fri fra Guds dom, da de sagde ja til Jesus og blev døbt. Sagen er bare, at selvom deres fortids synder er blevet dem tilgivet, så er deres fremadrettede vej smal, og de skal dømmes for, om de har holdt sig til den.
Det bedste eksempel på ham, der fejlede med det, var Jesu discipel Judas Iskariot, der forrådte Jesus. Det paradoksale er dog, at Jesus godt vidste, at Judas ville fejle, så hvorfor skulle han så have lov til at være en discipel?

“v66 Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham. v67 Jesus spurgte da de tolv: »Vil I også gå jeres vej?« v68 Simon Peter svarede ham: »Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, v69 og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.« v70 Jesus svarede dem: »Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv, og dog er en af jer en djævel?« v71 Han talte om Judas, Simon Iskariots søn; for det var ham, der skulle forråde ham, og han var en af de tolv.” (Johannesevangeliet kap 6)

Man kunne jo fristes til at spørge, hvorfor Peter bevarede sin plads blandt disiplene, på trods af Hans fornægtelse af Jesus før korsfæstelsen. Svaret er nok, at Peter i sit hjerte ønskede at tjene Herren, mens Judas Iskariots motiver for at følge Jesus var selviske. På trods af det lod Gud ham gå sammen med Jesus, og Gud brugte Judas igennem Satan til at placere Jesus på korset. Så på trods af Judas Iskariots korrupte hjerte blev han alligevel en del af Guds frelsesplan. Dette er dog ikke anderledes, end hvad man ser igennem hele det gamle testamente. Gud har gang på gang brugt mennesker, som ikke havde et hjerte til efterfølgelse af Ham. Se på Saul, se på Salomon eller se på Bileam.
At Gud Han bruger dig til at gøre Hans vilje er altså ikke et bevis på, at du i sidste ende arver frelsen. Nej dit hjerte skal tilhører Herren, og hvis du tror på Jesus udfra selviske motiver, tilhører dit hjerte ikke Herren.

Lyt til den visdom, som apostlen Peter havde fået fra Herren:

“v13 Vær derfor årvågne, gør sindet rede, bind op om lænderne, og sæt alt jeres håb til den nåde, der gives jer, når Jesus Kristus åbenbares. v14 Som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed; v15 men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, v16 for der står skrevet: »I skal være hellige, for jeg er hellig.«
v17 Og når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her.” (1. Peters brev kap 1)

Her ses igen, at dommen kommer over alle, og enhver skal dømmes efter hans gerning, også dem, som følger Jesus. Netop derfor skal vi leve i gudsfrygt, for ellers begynder vi bare at tro, at vi kan gøre det, som vores kød vil drive os til. Nej vi skal netop ikke være drevet af vores kød, men af den ånd, vi fik, da vi tog imod Jesu nåde og blev tilgivet for vores fortids synder.

Jakob, der skrev Jakobs brev, viser også i sine ord, at dommen kommer over alle. Ja han påpeger, at de som underviser andre, altså apostle, præster og undervisere i skriften vil få en særlig hård dom. Mange undervisere i dag virker dog ikke til at tage disse ord specielt seriøst.

“v1 Mine brødre, kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom. v2 Alle begår vi mange fejl. Hvis én ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme.” (Jakobs brev kap 3)

Endelig er det jo også godt at se på de domme, som beskrives i Johannes Åbenbaring. Her beskrives 2 domme. En før 1000-årsriget og en efter. Den efter er beskrevet således:

“v11 Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. v12 Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. v13 Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. v14 Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. v15 Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.” (Johannes Åbenbaring kap 20)

Læg mærke til, at her bliver der ikke beskrevet, at det er en efterfølgelse af Jesus, som der dømmes efter. Disse mennesker betegnes ikke som de hellige. Gud Han dømmer dem udelukkende efter deres gerninger, og Han dømmer den retfærdig, som Han finder retfærdig. De, som dømmes her, får efterfølgende heller ikke adgang til Guds trone, for ingen, der ikke er hellig, får adgang til Det ny Jerusalem.

“Men intet vanhelligt kommer derind, og det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets bog, Lammets bog.” (Johannes Åbenbaring kap 21 v27)

Dommen før 1000-årsriget er til gengæld dommen over de hellige. Læg mærke til i ovenstående vers, at det ikke bare er den generelle livets bog, som de helliges navne er i, men Jesus / Lammets livets bog:

“v4 Og jeg så troner og nogle, der tog sæde på dem; de fik givet domsmagt. Og jeg så sjælene af dem, som var blevet halshugget på grund af Jesu vidnesbyrd og Guds ord, og alle, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke sat mærket på deres pande og hånd. De kom til live og blev konger med Kristus i tusind år. v5 De andre døde kom ikke til live, før de tusind år var omme. Det er den første opstandelse. v6 Salig og hellig er den, der har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusind år.” (Johannes Åbenbaring kap 20)

Når man ser disse vers og ser, hvem de beskriver er gruppen af troende, som regnes blandt de hellige, så er det faktisk en virkelig snæver gruppe. Dog taler Paulus også om de, som blot er sovet ind og ikke nødvendigvis blevet henrettet for at holde fast ved deres tro. Dog må disse ord om ikke andet vise os, at Vejen er meget smal.
Jeg har også en tanke. Om den er fra Gud eller ej, ved jeg ikke. Jeg tror dog ikke, at det er lettere at finde Vejen nu, end det vil være, når dyrets mærke bliver en prøvelse, som vi skal stå igennem. Lige nu er Guds tale i verden så sagte, at det bedrag, vi skal stå imod, ikke behøver at være så markant, før vi går bort fra Vejen. Når dyrets mærke bliver en realitet, vil Jesus snarlige komme være en sandhed mange vil leve i. Derfor vil den prøvelse, de kaldede skal stå imod, også være så meget større. Gud vil nemlig altid prøve hjerterne på de, som siger, at de vil følge Ham.

Blandt kristne i dag er der en tro på, at de selv kan bestemme, om deres tro rækker til frelsen. De dømmer sig selv retfærdige, fordi de ser Jesu offer på korset, som også dækkende deres fremtidige ulydighed mod Gud. De tror, at de blot kan bede om tilgivelse gang på gang, uden at se tomheden i at leve sådan. Gudsfrygten er blevet erstattet af en mental disciplin, hvor de blot fortæller sig selv gang på gang, at de er rene igennem Jesu blod, mens skammen, de føler, eller handlingerne de gør vidner om, at de enten ikke kender Guds ånd eller villigt er ulydige mod dens kald til hellighed.

Dette går dog stik imod det, som skriften beskriver, at frelsen kræver. Hvis ikke man vil tage Judas Iskariot som et eksempel på det, fordi han døde før Jesus offer på korset, så se på beretningen om Ananias og Safira:

“v1 Men en mand, der hed Ananias, og hans kone, Safira, solgte en ejendom, v2 og med sin kones vidende stak han nogle af pengene til side og kom kun med en del af dem og lagde dem for apostlenes fødder. v3 Da sagde Peter: »Ananias, hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet for Helligånden og stukket nogle af pengene for jorden til side? v4 Var jorden ikke din før salget? Og havde du ikke rådighed over pengene efter salget? Hvordan kunne du finde på at gøre dette? Det er ikke mennesker, men Gud, du har løjet for.« v5 Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og udåndede; og alle, der hørte det, blev grebet af stor frygt. v6 Men de unge mænd rejste sig, svøbte et klæde om ham, bar ham ud og begravede ham. v7 Omkring tre timer senere kom Ananias’ kone ind uden at vide, hvad der var sket. v8 Peter spurgte hende: »Sig mig, var det den pris, I solgte jorden for?« Hun svarede: »Ja, det var det.« v9 Da sagde Peter til hende: »Hvorfor er I dog blevet enige om at udæske Herrens ånd? Hør, der lyder fodtrin uden for døren af dem, der har begravet din mand; de skal også bære dig ud.« v10 I samme øjeblik faldt hun om for hans fødder og udåndede. Da de unge mænd kom ind og fandt hende død, bar de også hende ud og begravede hende ved siden af hendes mand. v11 Og hele menigheden og alle, som hørte det, blev grebet af stor frygt.” (Apostlenes gerninger kap 5)