Kan man have et kærlighedsforhold til en ting uden, at det bliver til tilbedelse?
En præst, jeg skrev med, sagde, at han havde et kærlighedsforhold til Biblen, men det var hos Gud, at hans tilbedelse lå.
Det kan virke rigtigt for nogle, men hvis man udskifter Biblen med andre ting, begynder problemet med denne indstilling at blive mere åbenlyst.
Hvis du f.eks. har et billede af din søn og siger: “Jeg har et kærlighedsforhold til dette billede af min søn”.
Her er det tydeligt, at der er noget galt i retningen af din kærlighed, for den skulle rettes mod din søn i stedet for.

Mange protestanter er hurtige til at påpege den katolske kirkes problematiske forhold til ikoner, Jomfru Maria statuer og hellige relikvier. Hvis man ser på det 2. bud af de 10, kan man også se, at den katolske praksis strider imod dette bud:

“v4 Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. v5 Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; v6 men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.” (2. Mosebog kap 20)

Netop derfor har katolikkerne også udeladt bud nr. 2 i deres opremsning af de 10 bud og så opdelt bud nr. 10 i to dele, så det stadig passer med 10 bud. Denne praksis tog Martin Luther også med sig på trods af, at han var den katolske munk, som brød med sit katolske ophav og  blev grundlægger af protestantismen. I Martin Luthers undervisningsbog , “Den lille katekismus”, holdt han fast i, at det 2. bud ikke skulle med.

Når jeg ser på protestantiske kristne i dag, så har en del læst i Skriften og fundet ud af, at det 2. bud ikke burde sløjfes. Dog har de i deres længsel efter at være bibleske, placeret Biblen på Guds plads, og givet Biblen de egenskaber, som Gud har.
I mange troesgrundlag, hos forskellige menigheder bruges en beskrivelse af Biblen, som lyder: “Vi tror, at hele Biblen er inspireret af Gud og uden fejl”.
Nogle tilføjer: “Biblen er uden fejl i den oprindelige grundtekst.”
At pege på den oprindelige grundtekst kan jo få mennesker til at søge forståelse af en tekst i forskellige oversættelser, og det kan jo også være godt, for forskellige oversættelser siger forskellige ting. Problemet i dette udsagn er dog at påstå, at Biblen er uden fejl, for det er en egenskab, som kun Gud kan tilskrives. Biblen vidner rent faktisk selv om, at den ikke er uden fejl.

Dette vidnesbyrd finder du i de 2 bøger Ezras Bog og Nehemias’ Bog, som begge meget nøjagtigt beskriver en tilbagevenden af Judas og Benjamins stammer fra Babylon til Jerusalem. De beskriver med stor nøjagtighed, hvad denne gruppe mennesker bragte med sig og hvor mange personer, der rejste med i de forskellige familier. Fortegnelsen af denne samme begivenhed kan findes i Ezras Bog kapitel 2 og i Nehemias’ Bog kapitel 7.
Nogle antal i fortegnelserne er ens, mens nogle er større i den ene og mindre i den anden og omvendt. Ingen troværdig forklaring på disse forskelligheder kan findes andet end, at nogle af tallene må være forkerte. Forskellige oversættelser fra forskellige grundtekster retter heller ikke på dette problem. Dette faktum skabte også først stor uro i mig, da jeg opdagede det, men freden vendte tilbage til mig, da jeg indså, at Gud netop har ladet det være sådan, for at vi ikke skal tilskrive ufejlbarlighed til en bog, men udelukkende tilskrive den til Gudfader selv.
Kristne har det også med at kalde Biblen for Det levende Guds Ord, selvom Biblen selv vidner om, at det er Jesus, som er Det levende Guds Ord. Biblen beskriver, hvad Gud igennem Hans profeter har sagt, men det er ikke Biblen, som skal forme os, det er Jesus og Hans levende ånd, som skal forme os. Så igen tilskriver de et karaktertræk, som er Guds, til en bog.
Kristne prøver mentalt at lade sig forme ved f.eks. at læse bibelske løfter og proklamere dem ind over deres liv. Det er dog ikke gennem mental træning eller ønsketænkning, at Gud vil forandre os, nej Gud han ønsker din omvendelse, så Hans Ånd kan forandre dit hjerte.

Den nye pagt, som Gud indførte gennem Jesus, kommer ikke ved at læse, forstå og prøve at følge en bog, men den kommer til de, som gennem Helligånden får skrevet Guds lov ind i deres hjerter:
“v31 Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, v32 en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. v33 Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34 Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.” (Jeremias Bog kap 31)

Jesus undervisning kom ikke fra, at han var oplært i Skriften. Nej den sandhed, som han underviste, kom ikke fra en bog, men fra Jesus far i Himlen, som havde skrevet den ind i hans hjerte.

“v14 Først midt under festen gik Jesus op på tempelpladsen og begyndte at undervise. v15 Jøderne undrede sig og sagde: »Hvordan kan han have forstand på Skriften, når han ikke er oplært i den?« v16 Jesus svarede dem: »Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig. v17 Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv. v18 Den, der taler af sig selv, søger sin egen ære. Men den, der søger hans ære, som har sendt ham, han er sanddru, og der er ingen uret hos ham.” (Johannes Evangeliet kap 7)

Jesus siger IKKE: “Dygtiggør dig i Skriften, og du vil kende sandheden”. Jesus siger: “Gør min fars vilje, og du vil forstå, hvad der er sandt, og hvad der er løgn”.

Hovedparten af de kristne i dag lærer dog ikke at finde sandheden af den vej. I stedet læser de lange bøger om, hvordan de skal forstå Biblen. De tager på bibelskoler for at lære at læse Skriften. De hører på timelange prædikener af prædikanter og spørger ikke, som Jesus byder os, om disse prædikanter er hellige i hele deres livsførelse.

Sandheden bliver et spørgsmål om, hvordan hver enkelt kirkesamfund fortolker skriften, fremfor et spørgsmål om deres hellighed.
Paulus påpegede allerede på hans tid, at det var en ufrugtbar vej at gå:

“v3 Hvis nogen fører vranglære og ikke holder sig til vor Herre Jesu Kristi sunde ord og den lære, der fører til gudsfrygt, v4 er han hovmodig og forstår ingenting. Han er bare syg efter diskussioner og ordkløverier, og det skaber misundelse, kiv, bagtalelse, mistænkeliggørelse, v5 rivninger mellem mennesker, der har mistet deres dømmekraft og sat sandheden over styr; de mener, at gudsfrygt skal kunne lønne sig.
v6 Og vist er det, at gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv; v7 for tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den; v8 har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det.” (Første Timotheusbrev kap 6)

“v3 Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden. v4 Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, v5 frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, v6 som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, v7 for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv v8 – troværdigt er det ord! Og det vil jeg, at du skal indprente, så de, der er kommet til tro på Gud, lægger vægt på at handle godt og rigtigt; det er godt og gavnligt for mennesker. v9 Men tåbelige diskussioner og stamtavler og kiv og strid om loven skal du holde dig fra, for den slags er unyttigt og meningsløst. ” (Titusbrev kap 3)

Når Paulus her til Titus skriver loven, henviser det til de gammeltestamentlige skrifter, som menighederne på dette tidspunkt havde at forholde deres tro til. Paulus breve og de skriftlige evangelier var endnu ikke blevet samlet. Det Paulus siger er altså, at vi skal lade være med at strides om Skriften og i stedet lægge vor fokus på at handle godt og rigtigt. Det er nemlig det, som herliggøre Gud og viser, at frelsen bor i os.

Skriften er dog til stor gavn, hvis vi bruger den rigtigt. Vi skal ikke bruge skriften til at blive hellige og kende sandheden for den får vi fra Guds Ånd. I stedet skal vi bruge Skriften til at give os et mål for, om vi vandre i omvendelsen.  Hvis du bliver mere optaget af skriftens bogstav end om at vandre og handle med den retfærdighed, som Skriften vidner om, så har du fået et forkert forhold til Skriften.

Vi bliver ikke dømt på, hvor dygtige vi er til at kende Skriften, men på hvert et tomt ord, vi har talt. Så hvis vi taler ord ud, som vore handlinger ikke vidner om, bor i os. Ja, så er det tomme ord.

Så lad det ikke være Biblen, som du retter din kærlighed imod, men imod Herren selv, og vis i dine handlinger, at du elsker Ham ved at handle helligt i hele din livsførelse. Hvis dette ikke lever i dig, så bed Herren om, at Han må omvende dit hjerte.