Hvor er Helligånden i dag?

Pinsedag kom og gik, men blev Helligånden hos os, og er den lige så meget hos os i dag, som nogle kirker og kristne påstår?
Jesus selv fik først Helligånden efter, han i 30 år havde gået og helliget sig i lydighed til Hans himmelske far og jordiske forældre. Før Jesus var Helligånden givet til enkeltstående profeter ligesom Moses, Elias, Ezekiel og Jeremias. Alle disse profeter hørte Guds stemme og adlød den eller led konsekvenserne for ikke at adlyde den. Denne konsekvens oplevede Moses, da han slog på klippen, selvom han fik at vide, at han skulle tale til den. Denne ulydighed var nok til, at han ikke fik lov til at slutte sin 40 års ørkenvandring inde i det forjættede land, men måtte dø udenfor.
Jesus gav Helligånden til sine disciple flere gange. De blev f.eks. udsendt for på egen hånd at gøre Guds mirakler og tale Guds profetiske ord til mennesker.

“v19 Men når de udleverer jer, så vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige. v20 For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer.” (Matthæusevangeliet kap 10)

De blev dog påbudt ikke at skaffe sig rigdom som følge af deres tjeneste:
“v9 Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! v8 Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet. v9 Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter, v10 heller ikke en taske til rejsen eller to kjortler eller sko eller stav. For en arbejder er sin føde værd.” (Matthæusevangeliet kap 10)

Når jeg påpeger dette, er det fordi materiel rigdom aldrig har været noget, som Guds hellige profeter har været drevet af. Der er til gengæld eksempler på, at de, som Gud har kaldet, som efterfølgende har fået et hjerte for materielle ting, er blevet alvorligt straffet for det. Eksempler på dette er Judas Iskariot, Ananias og Safira, Profeten Elisa’s tjener Gehazi og Kong Salomo.
For mig viser disse eksempler, at kødelige drifter ikke kan sameksistere i et menneske med Guds Ånd.

Mange kristne påstår dog i dag, at Guds Ånd lever i dem. Nogle beder også for syge og oplever mirakuløse helbredelser, og er det ikke også netop et af tegnene på, at Helligånden virker i dem?

“v16 Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. v17 Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, v18 og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«” (Markusevangeliet kap 16)

Disse ord kunne meget vel tyde på, at det er Helligåndens værk, som ses i disse troende, dog er det også værd at bemærke, at der ikke her står noget om, at de er fyldt med Helligånden.
Et andet sted bemærker Jesu discipel Johannes overfor hans mester, at en mand, som Jesus ikke havde udsendt, gik og uddrev dæmoner ved at påkalde Jesu navn. Denne mand havde Jesus ikke givet Helligånden, men han gjorde – på trods af det – undergerninger.

“v38 Johannes sagde til ham: »Mester, vi har set en uddrive dæmoner i dit navn, og vi prøvede at hindre ham i det, fordi han ikke var i følge med os.« v39 Men Jesus svarede: »I må ikke hindre ham, for der er ingen, som gør en undergerning i mit navn, der straks efter kan tale ondt om mig. v40 Den, der ikke er imod os, er for os. v41 For den, der giver jer et bæger vand at drikke, fordi I hører Kristus til, sandelig siger jeg jer, han skal ikke gå glip af sin løn.” (Markusevangeliet kap 9)

Men hvad er så Helligåndens kraft, og hvordan kan vi vide, om vi har den, hvis folk, der blot i tro påkalder Jesu navn, kan gøre mirakuløse ting?

På den første pinsedag udøste Gud sin ånd, og der skete nogle bemærkelsesværdige ting:

“v4 Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.
v5 I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. v6 Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål.” (Apostlenes gerninger kap 2)

Peter citerer profeten Joel efter, at Helligånden var kommet på den første pinsedag:
“v17 Det skal ske i de sidste dage, siger Gud:
Jeg vil udgyde af min ånd
over alle mennesker.
Jeres sønner og døtre skal profetere,
jeres unge skal se syner,
jeres gamle skal have drømme.
v18 Selv over mine trælle og trælkvinder
vil jeg udgyde min ånd i de dage,
og de skal profetere.
v19 Jeg gør undere oppe på himlen
og sætter tegn nede på jorden,
blod og ild og kvælende røg.
v20 Solen forvandles til mørke
og månen til blod,
før Herrens store og herlige dag kommer.
v21 Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.” (Apostlenes gerninger kap 2)

Ser vi disse hændelser i dag, som der beskrives her?
Nogle kirker “hjælper” folk til at tale vrøvlesprog, som de får at vide, er tungetale fra Gud. Det er dog kun i meget sjældne tilfælde, at dette sprog viser sig at være et andet tungemål. Derfor er det også svært at se denne form for tungetale, som et bevis på fylde af Helligånden.
Mennesker, der profeterer, drømmer profetiske drømme og ser profetiske syner, er heller ikke noget, som vi ser særlig meget af. Dog kan man finde nogle, som udgiver sig for at være profeter, men langt hovedparten giver bare opmuntrende og vage profetier, som er på linje med at læse ugebladenes stjernetegn.
De profetiske stemmer, som tør være præcise, viser sig til gengæld at ramme fejl i hovedparten af deres forudsigelser.

Når Helligånden er kommet over mennesker, så viser Biblens vidnesbyrd dog, at den er tæt knyttet med en profetisk visdom fra Gud, og de, som har Helligånden over sig, har denne sandhedsvisdom i sig.

Dette virker dog ikke til at være tilfældet med de fleste af de kristne i dag, som påstår at have Helligånden i sig.
Til gengæld virker det til, at nogle kristne er mere optaget af bare at opleve Guds vilde kraft, så de kan føle sig specielle og måske på den måde føle en bekræftelse i, at Gud er med dem. Man laver møder, som f.eks. kaldes “Profetisk aften”, som om man kan bestemme, om Gud vil tale profetisk til nogen netop denne aften. Biblens store profeter kunne opleve måneder eller år imellem, at Gud pludselig talte til dem. Da vi skal være Jesus efterfølgere, bør vi jo også se på Helligåndens nærvær i Ham. Dette nærvær virker også meget større i Ham end i tidligere profeter. Kristne i dag udviser dog hverken den hellighed eller kraft, som Jesus gjorde, så hvordan kan de så tro, at de har større åndsfylde, end hvad Biblens andre store profeter havde?

Den manglende hellighed og den manglende præcision i profetiske vidnesbyrd kan pege på, at “helligåndsfyldte” kristne har stillet sig i en gruppe af profeter, som Jesus advarede imod:

“v15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. v16 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? v17 Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. v18 Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. v19 Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. v20 I kan altså kende dem på deres frugter.
v21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. v22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? v23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matthæusevangeliet kap 7)

De falske profeter ligner altså Guds børn, som Jesus gentagne gange betegner som får. Indeni er de dog glubske ulve. For mig betyder det, at deres hellighed kun er i det ydre. De siger, at de er retfærdige gennem Jesus, men har ikke omvendt sig til vedvarende at handle retfærdigt. Lovbrud er synd, og disse mennesker lever i synd og har ikke noget problem med det. De har gjort undergerninger i Jesus navn – men på trods af det – er deres hjerter langt fra Ham, og derfor siger Jesus, at han ikke vil vedkende sig disse “kristne”.

Jesus sagde godt nok til sine disciple, at efter, at Han forlod dem, ville Han give dem Helligånden, som Han kaldte en talsmand. Han sagde også til dem, at denne talsmand ville blive hos dem til evig tid.

“v15 Elsker I mig, så hold mine bud; v16 og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: v17 sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. v18 Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. v19 Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. v20 Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. v21 Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«” (Johannes Evangeliet kap 14)

Det er dog væsentligt at se, at de, som her får Helligånden til evig tid, er de disciple, som Jesus her taler til. En anden væsentlig ting at være opmærksom på er den betingelse, som Jesus giver dem. “Elsker i mig, så hold mine bud”

Når vi ser på kristne i dag og i tiderne efter Jesus opstandelse og frem til i dag, kan de handlinger, som hovedparten af kristne har gjort, pege på, at de ikke har været ledt af Helligånden. Der er faktisk også steder i skriften, som peger på, at Helligåndens tilstedeværelse i verden ikke er, som den var på den første pinsedag.

Det første sted, jeg vil pege på, er i 2. Thessaloniker brev. For at forstå Paulus ord er det dog væsentligt at se på, hvordan Jesus ændrede vor forståelse af, hvad der er Guds tempel.

Paulus forklarede det:
“v16 Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? v17 Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.” (Paulus’ Første Brev til Korintherne kap 3)

I 2. Thessaloniker brev beskriver Paulus lovløsheden menneskes åbenbaring:
“v3 Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, v4 modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud. v5 Husker I ikke, at jeg sagde dette til jer, mens jeg endnu var hos jer? v6 I ved også nu, hvad det er, der holder igen, så at han først åbenbares, når hans tid er inde. v7 For allerede nu virker lovløshedens hemmelighed; blot skal han, der endnu holder igen, først fjernes.”
(2. Thessaloniker brev kap 2)

Nogle præster udlægger det, som om en antikrist skal sætte sig i et genopbygget tempel i Jerusalem, men det giver ingen mening i forhold til Paulus og Jesus ord. Det er Jesus og de, som følger Ham, der er Guds tempel for Helligånden.
For mig viser disse skriftsteder derfor, at lovløshedens menneske er en erstatning af Guds Ånd i de mennesker, som siger, at de følger Herren.
Hvordan kan man så se, om denne erstatning er sket?
Jo hvis en kristen, som siger, at han tror på Jesus, ikke bærer Guds hellighed i sig, men uden Gudsfrygt vandrer i synd, så er det ikke Guds Ånd, der leder ham. Han er gået ned af Judas Iskariots vej. Judas, som netop også blev kaldt lovløshedens menneske. Denne manglende hellighed er dog ikke en ny ting, for igennem den katolske kirkes historie har kirken mere været styret af et begær efter magt over folkeslag og begær efter jordisk rigdom.
Lovløshedens hemmelighed virkede også allerede på Paulus tid, men blot skulle han, der holdt igen, først fjernes. Hvem var det så, der skulle fjernes? For mig at se kan det kun pege på Helligånden, for det er Jesus Ånd, der er lovløshedens modstander. Dette peger altså på, at der efter Helligåndens første udgydelse vil komme en tid, hvor Helligåndens nærvær i verden – om ikke andet – bliver skruet tilbage til, hvordan det var før Jesus.

Det andet sted i Skriften, som jeg vil pege på, findes i Johannes Åbenbaring. Dette skrift er et profetisk skrift, som efter Jesus egne ord beskriver tiden fra Johannes fik det og frem til verdens ende:

“v1 Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der snart skal ske, og som han kundgjorde og sendte med sin engel til sin tjener Johannes” (Johannes Åbenbaring kap 1)

Tiden fra Jesus død og opstandelse og frem til etableringen af hans 1000 års rige beskrives igennem 3 forløb af hændelser og domme. Først brydes 7 segl på en bogrulle, herefter blæses i 7 basuner og endelig hældes 7 skåle ud over jorden.
Jesus beskriver selv tiden lige før Hans komme som markeret med lyden af basuner:

“Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden.” (Matthæus evangeliet kap 24 vers 31)

Derfor er tiden fra Helligåndens udgydelse og til nu beskrevet af de 7 segl. Nogle påstår at Johannes Åbenbaring ikke skal forstås kronologisk fremadskridende, men det, Herren viser mig, er, at det er den. Dog nogle gange med genfortælling med en anden vinkel på beretningen, ligesom man ser i skabelsesberetningen.

De første 4 segl er 4 heste med ryttere. Den første rytter har en hvid hest. Rytteren bliver givet en kongekrone og en bue. Han drog ud fra sejr til sejr, står der. (Johannes Åbenbaring kap 6 vers 2)
Uden den dybe udlægning af symbolikken, så er hestene menighederne igennem tiden, og rytterne er de åndelige ledere af menighederne. Lederen af den første kirke er Jesus selv, og hestens hvide farve viser den renhed og hellighed, som kendetegnede kirken. I kapitel 19 vers 11-12 ser vi en hest og rytter, som er Jesus, og som i beskrivelsen er meget lig det første segls rytter. Guds første menighed voksede hurtigt, hvilket viser rytterens sejrsgang.

Den anden hest er ildrød med en rytter med sværd. Rytteren vil tage freden fra jorden, så folk myrder hinanden. (Johannes Åbenbaring kap 6 vers 3-4)
Rød repræsentere synd:
“Kom, lad os gå i rette med hinanden,
siger Herren.
Er jeres synder som skarlagen,
kan de blive hvide som sne;
er de røde som purpur,
kan de blive som uld.”
(Esajas 1:18)
Kirken er blevet fyldt med synd. Den fred, som Jesus havde bragt med sig til verden, virker til her allerede at være forsvundet. Kirken bringer altså ikke mere fred, men ufred i de mennesker, som følger den, og de bærer ufred ud til verden. Dette kan godt ses afspejlet i den historie, som den romersk katolske kirke har udspillet i verden. Den organiserede romersk katolske kirke erklærede alle kirker, som ikke fulgte dens doktriner, for kættere og slog dem ihjel.

Den tredje hest er sort med en rytter, som har en vægt i hånden og taler om høj pris på hvede og byg, mens olie og vin ikke skulle stige i pris. (Johannes Åbenbaring kap 6 og vers 5-6)
Hestens farve er gået fra Jesus hvide hest til en helt sort hest. Symbolikken i dette bør give sig selv.
Nogle tror, at rytterens vægte og madpris handler om fysisk hungersnød, men dette er åndelige billeder. Hvede og byg peger på brød, og brød peger i Skriften på Ordet. Ordet, som igennem Jesus, blev levende.

“Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.«”
(Johannes Evangeliet kap 6:35)

Olie peger på den salvelse som præster og konger fik igennem Israels historie.
Salvelse markerede deres udvælgelse til at være hellige præster og konger for Gud

Vin peger på den renselse og hellighed, som Jesus symboliserer med vin ved nadveren med hans disciple.
“v27 Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; v28 dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.” (Matthæus evangeliet kap 26)

Prisen for at hører sandheden bliver altså stor, da Ordet bliver dyrt. Dette peger på det profetiske Ord, som Jesus Ånd taler i mennesker, og det kan være her, at “han, der endnu holder igen” er blevet fjernet. Parallelt har der også været en tid, hvor det skrevne ord i Biblen, har været meget utilgængeligt for almindelige mennesker. I en lang periode på over 1000 år indtil reformatorer som John Wycliffe (1328-1384) og Martin Luther (1483-1546) var Biblen kun skriftligt tilgængelig for meget lærte præster og teologer, som kunne læse latin.
Til gengæld er oliens udvælgelse og vinens renselse stadig tilgængelig for mennesker. Så alle havde stadig adgang til at omvende sig og hellige sig, men Herrens stemme er i denne tid blevet nærmest uhørlig.

Den fjerde hest og rytter er nok den rytter, som er tættest på nutiden, men det billede, som den giver af kirkens tilstand er ikke mindre dystert:
“v7 Og da Lammet brød det fjerde segl, hørte jeg det fjerde væsens røst sige: »Kom!« v8 Og jeg så en gustengul hest, og han, der sad på den, hed Døden, og Dødsriget fulgte med ham. Og de fik givet magt over en fjerdedel af jorden, til at dræbe med sværd og sult og pest og jordens vilde dyr.” (Johannes Åbenbaring kap 6)

Mange kristne erklærer, at Helligåndens tilstedeværelse i verden i dag er den samme som på pinsedag, men Johannes Åbenbaring fortæller noget andet. Denne profetiske tekst taler dog også om en ny åndsudgydelse eller åndsbesegling, men først efter, at det sjette segl bliver brudt:

“v12 Og jeg så: Da Lammet brød det sjette segl, kom der et stort jordskælv, og solen blev sort som en sæk, og hele månen blev som blod, v13 og himlens stjerner faldt ned på jorden, som et figentræ taber sine frugter, når stormen rusker i det. v14 Og himlen blev trukket væk, som en bogrulle rulles sammen, og hvert bjerg og hver ø blev flyttet fra deres plads. v15 Og jordens konger og stormænd og hærførere og rigmænd og magthavere og hver træl og fri skjulte sig i huler og klippekløfter. v16 Og de sagde til bjerge og klipper: »Fald ned over os og skjul os for ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede. v17 For nu er deres vredes store dag kommet, og hvem kan da bestå?«

v1 Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner og holde jordens fire vinde tilbage, for at ingen vind skulle blæse på jorden eller over havet eller mod noget træ. v2 Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl. Den råbte med høj røst til de fire engle, som det var givet at skade jorden og havet: v3 »Skad ikke jorden eller havet eller træerne, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pande.« v4 Og jeg hørte tallet på de beseglede: ét hundrede og fireogfyrre tusind beseglede ud af alle Israels stammer” (Johannes Åbenbaring kap 6 og 7)

Beskrivelsen af dette tidspunkt ses faktisk i apostlen Peters pinsetale.
“v20 Solen forvandles til mørke
og månen til blod,
før Herrens store og herlige dag kommer.
v21 Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.” (Apostlenes gerninger kap 2)

Når jeg sammenholder det hele, så beskriver det i mine øjne, at på den første pinsedag blev Helligånden udgydt. Den første kirke vandrede i ledelsen af denne ånd, men synd fyldte mere og mere i de kristne. På et tidspunkt blev Åndens stemme dæmpet, og den vil først igen kunne høres klart efter, at det sjette segl bliver åbnet. Langt de fleste profetiske stemmer i dag, er derfor falske profeter, og hvis man ser på deres frugter af hellighed, vil det også være åbenlyst.

“Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.«” (Johannes Evangeliet kap 6:27)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *