Kristne vil gerne have velsignelser, men forstår ikke velsignelserne, vi får, når vi går igennem trængsler for Guds retfærdigheds skyld. Nogle kristne tror, at de går gennem trængsler, når folk ikke vil høre på deres tale eller, at de ikke får deres vilje i politiske spørgsmål, men de forstår slet ikke, hvilket formål trængslerne kan have på dem. De forstår ikke, at Gud leder os igennem trængsler for at forme vore hjerter til at være lydige og sagtmodige.
Gud ledte selv Hans egen søn Jesus igennem trængsler for at lære Jesus lydighed, står der her i Hebræerbrevet:

“v1 For enhver ypperstepræst, som tages blandt mennesker, indsættes til på menneskers vegne at gøre tjeneste for Gud ved at frembære gaver og slagtofre for deres synder. v2 Han kan føle med de uvidende og vildfarende, fordi han også selv er et skrøbeligt menneske v3 og derfor må frembære syndoffer for sig selv såvel som for folket. v4 Den værdighed kan ingen selv tage, man må ligesom Aron kaldes af Gud.
v5 Således gav heller ikke Kristus sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham:
Du er min søn,
jeg har født dig i dag,

v6 ligesom han også et andet sted siger:
Du er præst for evigt
på Melkisedeks vis.

v7 Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. v8 Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, v9 og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, v10 og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis.”

(Hebræerbrevet kap 5)

Var Jesus sagtmodig i denne situation, hvor han vidste, at den opgave, han havde fået, var at gå i døden for at sone verdens synd? Han anråbte sin Far, for om der var en anden vej, men han accepterede også, at det var vejen, han skulle gå.

“»Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«” (Matthæus evangeliet kap 26 v39)

Så Jesus stillede ikke spørgsmålstegn ved eller anså det som uretfærdigt, at han skulle lide. Netop dette er det centrale i sagtmodighed.
Som Jesus var sagtmodig igennem det, han led, bør vi også være det. Hvis vi møder fysiske begrænsninger som sygdom eller skavanker, bør vi altså ikke bare sige til Gud, at Han skal fri os fra det, men spørge om vi er på forkert vej og bede Ham retlede os, hvis vi har bevæget os bort fra Hans smalle vej. Man skal dog også huske på, at ikke enhver skavank er kommet over dig pga. din eller dine forældres synd. Dette kan ses på beretningen om den blindfødte i Johannesevangeliet kap 9. At bruge denne beretning til at sige, at ingen skavanker, der kommer over dig, er en følge af synd, vil dog være det samme som at afvise, at gudsfrygten skal lede dig. Brug i stedet enhver anledning til at hellige dig, for kun hvis Gud er din Herre, er du Hans barn.

Forholdet mellem Faderen og Sønnen er altid et, hvor Sønnen underlægger sig Faderen. Hvad er det så, der er fælles for Faderen og Sønnen? Jo det er Guds Hellige Ånd. Jesus siger selv, at kødet ingen gavn gør, da Han underviser om, at Han er livets brød, og vi skal spise Hans kød og drikke Hans blod for at arve det evige liv.

“v60 Mange af hans disciple, som hørte det, sagde nu: »Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?« v61 Men Jesus vidste ved sig selv, at hans disciple skumlede over dette, og sagde til dem: »Forarger det jer? v62 Hvad så, hvis I ser Menneskesønnen stige derop, hvor han var før? v63 Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn. De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv. v64 Men der er nogle af jer, som ikke tror.« For Jesus vidste fra begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem det var, der skulle forråde ham. v65 Og han sagde: »Det var derfor, jeg sagde til jer, at ingen kan komme til mig, hvis ikke det er givet ham af Faderen.«” (Johannesevangeliet kap 6)

Ligesom Jesus underlægger sig Faderen, skal vi også underlægge os Sønnen. Vi skal forstå, at kødet ingen gavn har i forhold til at få evigt liv, men bruge det, at vi tugtes og lider i vort legeme til at søge tættere på Åndens ledelse. Vi skal ikke være dem som klynker og græder over enhver modstand, smerte og sygdom, men være sagtmodige.

Men hvad så hvis vi ikke kan være det?

Så har du ikke et hjerte, som vil tage imod Guds belæring. Du må ydmyge dig og forstå, at Faderen nok ikke har kaldet eller draget dig. Jesus fortæller nemlig selv, at ingen kan komme til Ham uden, at Faderen har draget dem.

“v44. Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. v45 Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. v47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48 Jeg er livets brød. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«” (Johannesevangeliet kap 6)

Dette kan virke ubehageligt, for kan vi så ikke selv bestemme, om vi vælger at tro på Gud? Nej, for den tro, det kræver, skal forandre vort hjerte, og kun Gud kan forandre vort hjerte, men også jo, for hvis vi lægger vort hjerte hos Herren, er Han nådig. Det er bare ikke dig selv, som kan give dig den nåde, blot fordi du har læst om den i skriften eller fået fortalt om den fra en præst. Det er kun Gud, der kan give den, når Han ser, at du har omvendt dit hjerte.

Et eksempel på Guds nåde til én, som i første omgang ikke lader til at være blandt de udvalgte til Guds frelse, er beretningen om den kana’anæiske kvinde, der her bliver beskrevet som den hedenske kvinde:

“v24 Så brød Jesus op derfra og drog til egnen ved Tyrus. Og han gik ind i et hus og ville ikke have, at nogen skulle vide det; men han kunne ikke holde sig skjult. v25 En kvinde, hvis datter havde en uren ånd, hørte om ham, og straks kom hun og kastede sig ned for hans fødder. v26 Men kvinden var hedning af syrisk-fønikisk herkomst; og hun bad ham om at drive dæmonen ud af datteren. v27 Men han sagde til hende: »Lad først børnene blive mætte. For det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« v28 Men hun svarede ham: »Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber.« v29 Så sagde han til hende: »Fordi du svarede sådan, så gå hjem, dæmonen er faret ud af din datter.« v30 Og hun gik hjem og fandt barnet liggende på sengen, og dæmonen var faret ud.” (Markus evangeliet kap 7)

Så det, jeg byder dig, er at blive sagtmodigt i den lidelse, som livet giver dig og ikke afvise den belæring, som Gud kan give dig igennem lidelsen. Pas dog på at det ikke bliver menneskefrygt, som du handler efter. Du skal ikke være stærk, for at mennesker ikke skal se, at du lider. Nej vis ydmyghed til Gud, ved hellere at bede om retledning end om helbredelse. Hvis lidelsen har ledt dig ind i selvcentrering og frustration, så bed Gud om styrke til at vende om fra det og give dig udholdenhed.
Når du begynder at have fred midt i lidelsen, så har du lært, hvad fred med Gud i virkeligheden er.